Excerpt for C.G. Jungs menneskesyn. 1. Introduktion by , available in its entirety at Smashwords



C.G. Jungs menneskesyn


1. Introduktion


E-bog-serie



Preben Grønkjær



Copyright 2017 Preben Grønkjær

Smashwords Edition License Notes:

This free ebook may be copied, distributed, reposted, reprinted and shared, provided it appears in its entirety without alteration, and the reader is not charged to access it.

Editorial credit for stamp on cover, showing C.G. Jung: rook76 / Sutterstock.com

Indholdsfortegnelse

Forord

Jungs menneskesyn er dybdepsykologisk

At være jungianer

Jung som person

Jungs ”racisme”

Jungs ”mysticisme”

Temaer i e-bog-serien om Jungs menneskesyn

E-bog 2. Typologi

E-bog 3. Psykens strukturer

E-bog 4. Psykisk lidelse og terapi

E-bog 5. Drømme

E-bog 6. Individuation

E-bog 7. Religion

Jungs teoretiske positioner

Litteraturliste

Om Preben Grønkjær

Andre bøger af Preben Grønkjær

Kontakt



Forord

C.G. Jungs menneskesyn har fra begyndelsen af det 20. århundrede og frem til i dag haft en meget stor indflydelse på forståelsen af den menneskelige psyke og af personlig udvikling.


Den direkte indflydelse af Jungs menneskesyn, som er bevidst erkendt, ser man kun i visse kredse. Det drejer sig om de forskellige ”skoler” inden for den analytiske psykologi samt de professionelle miljøer omkring Myers-Briggs Type Indikator (MBTI), Jungiansk Typeindeks (JTI) og andre tests, der bygger på Jungs typeteori.


Den indirekte indflydelse, hvor man ikke tænker over, at det drejer sig om Jungs teorier, møder man derimod overalt både i teoretiske refleksioner over menneskets væsen og i den daglige forestillingsverden. Eksempelvis kender de fleste Jungs begreb ”kompleks”, selv om de måske tror, at det oprindeligt stammer fra Freud.


Mange mennesker har i tidens løb erfaret, at Jungs tanker og metoder er en stor hjælp, når man forsøger at opnå indsigt i den menneskelige psyke, fx når man arbejder med terapi og personlighedsudvikling. Som følge af dette er der mange bøger på markedet om Jungs ideer og metoder – og endnu flere, som indoptager dem eller henviser til dem.


Der er endvidere mange, der bruger Jungs ideer uden at henvise til ham. Det sker i visse tilfælde formodentlig, fordi det ville være (fag)politisk ukorrekt i de kredse, man henvender sig til. Det betyder, at Jungs indsats efterhånden bliver glemt i mange sammenhænge.


Et interessant eksempel på denne ”glemsel” ser man i C. Otto Scharmers populære U-teori fra 2009. Den er gennemsyret af Jungs tanker, uden at der henvises til dem. Det skyldes ikke uvidenhed; i en forløber for Teori U med titlen Presence fra 2004 er der faktisk referencer til Jung.


Endelig sker det tit, at Jungs menneskesyn bliver forvekslet med forestillinger, der er uforenelige med hans, og som stammer fra østlig filosofi og religion samt okkultisme. Hvor Jung altid selv klart markerede grænsen mellem videnskab og religion hhv. mystik, har nogle af hans brugere ikke den samme bevidsthed om, hvad man kan vide videnskabeligt, og hvad man må tro på eller blot tage som en oplevelse.


For at sikre, at den foreliggende serie af e-bøger faktisk handler om C.G. Jungs menneskesyn, vil jeg på alle afgørende punkter lade Jung selv komme til orde gennem citater eller referater og henvise til kildestederne.


Ud fra det samme princip har jeg tidligere udgivet en introduktion til Jungs tankeverden med titlen: C.G. Jungs analytiske psykologi. En introduktion (Gyldendal 1994). Seneste udgave hedder Jungs analytiske psykologi. En introduktion (Hans Reitzel 2010).


I den foreliggende e-bog-serie på Smashwords.com følger jeg op på dette arbejde. Mit fokus er nu rettet mod det menneskesyn, der ligger bag Jungs forskellige teorier og metoder.


E-bog-serien er primært tænkt som en forholdsvis lettilgængelig introduktion, som kan danne grundlag for læsning af Jungs egne tekster.


Serien kan dog også anvendes, hvis man har læst meget Jung-litteratur. I så fald kan den give anledning til en systematisk repetition, fx af de emner, man finder særligt interessante.


Endelig kan serien indgå i studiesammenhænge, da alle citater og referater i de følgende e-bøger, 2.-7., er forsynet med henvisninger til kilderne. De fleste stammer fra Jungs samlede værker. GW henviser til de tyske Gesammelte Werke og CW til de engelske Collected Works. Jeg oversætter som regel fra det sprog, på hvilket Jung oprindeligt skrev, holdt forelæsning eller blev interviewet. Dog fraviger jeg denne regel, hvis Jung selv skrev, at han har revideret og forbedret en oversættelse (fx Psychologie und Religion i GW 11).


Efter citater og referater fra Jungs samlede værker (Gesammelte Werke eller Collected Works) er der en talkombination i parentes. Eksempelvis betyder (GW 11.66) bind 11, paragraf 66 i den tyske udgave. Bind og paragrafnumre er stort set de samme i den tysk- og engelsksprogede version. Bind 6 om de psykologiske typer har dog forskellige paragrafnumre på tysk og engelsk. Derfor angiver jeg både paragrafnummeret i bind 6 af GW og CW.


Serien behandler nogle vigtige problemstillinger i Jungs menneskesyn i særskilte e-bøger: 2. Typologi, 3. Psykens strukturer, 4. Psykisk lidelse og terapi, 5. Drømmetolkning, 6. Individuation og 7. Religion.


I den foreliggende e-bog, 1. Introduktion, er der ingen henvisninger til Jungs udsagn, hvis de behandles i de senere e-bøger. Positivt udtrykt: I introduktionen er der henvisninger og dokumentation, når et givet emne kun bliver behandlet her.


Selv om jeg gør, hvad jeg kan for at holde mig til Jungs egne tanker, vil fremstillingen uundgåeligt være præget af mine holdninger og erfaringer. Det sker allerede i valget af de emner, jeg fremdrager i Jungs omfattende forfatterskab, og i min måde at oversætte på. Så i andres præsentationer og oversættelser vil man få et andet indtryk af hans teorier og metoder.


Da jeg har en ambition om, at min fremstilling kan danne basis for læsning af Jungs egne værker, forsøger jeg dog at være så objektiv som mulig, hvilket jeg som sagt fremmer ved at lade Jung selv komme til orde så meget som muligt gennem citater og henvisninger.


Dette kan være en forberedelse til læsning af Jungs egne tekster, så man kan danne sig sit eget indtryk af hans menneskesyn.


Du kan følge tilblivelsen af de næste e-bøger på facebook-siden C.G. Jungs menneskesyn: https://www.facebook.com/c.g.jungsmenneskesyn/ . Hvis du finder fejl i min fremstilling, vil jeg være taknemmelig, hvis du vil give mig besked om det.



Tilbage til Indholdsfortegnelse



Jungs menneskesyn er dybdepsykologisk

Jung anskuede mennesket ud fra mange forskellige teoretiske synspunkter, som det fremgår af det afsluttende kapitel om Jungs teoretiske positioner. På trods af dette kan man med rette kalde kernen i hans menneskesyn for dybdepsykologisk.


De teorier, som Jung udviklede, kaldte han efterhånden analytisk psykologi. Sammen med Sigmund Freuds psykoanalyse og Alfred Adlers individualpsykologi udgjorde de det, der i begyndelsen af 1900-tallet blev kaldt dybdepsykologi. Senere er der kommet andre dybdepsykologiske retninger til, som i større eller mindre grad bygger på de oprindelige tre.


Jeg vil i min fremstilling ikke gå i detaljer med Jungs forhold til Freud og Adlers teorier, for selv om Jung anså disse for at være særdeles værdifulde bidrag til forståelsen af psyken, mente han, at de var for ensidigt fokuseret på menneskelivets bagsider.


I leksikalske opslagsværker bliver Jung tit betegnet som elev af Freud. Det ville være mere korrekt at kalde dem samarbejdspartnere. Der var en gensidig påvirkning imellem dem.


Jung har selv afvist afhængigheden af Freud på denne måde:


Jeg er ikke udgået fra Freud, men fra Eugen Bleuler og Pierre Janet, der var mine umiddelbare lærere. Jeg havde allerede et alment kendt videnskabeligt standpunkt, som jeg havde skabt uafhængigt af Freud gennem min associationsforskning og den derpå baserede kompleksteori, da jeg offentligt tilsluttede mig Freud.


Mit samarbejde blev gennemført med et forbehold af en principiel indvending mod seksualteorien, og det varede frem til det tidspunkt, hvor Freud principielt identificerede seksualteori og metode med hinanden.” (Ein Nachtrag til GW 10.1034).


På trods af dette bliver Jung i forskellige oplistninger af retninger inden for psykologien ofte placeret i den samme teoretiske kategori som Freud, den såkaldt psykodynamiske. Det sker, selv om Jung gennem årtier gjorde op med Freuds menneskesyn.


At opfatte Jungs tænkning som psykodynamisk er ikke direkte forkert, men alt for snævert, som det vil fremgå af denne fremstilling. Og i det omfang den faktisk kan kaldes psykodynamisk, er den meget forskellig fra Freuds (jf. fx Jungs indvending imod seksualteorien i citatet ovenfor).


Som i ethvert vesteuropæisk, dybdepsykologisk menneskesyn er Jungs grundlæggende hypotese, at psyken består af to principielt forskellige områder, bevidstheden og det ubevidste. Jung formulerede det bl.a. således:


Vi kan antage, at den menneskelige personlighed består af to forskellige ting: for det første af bevidstheden og alt, hvad denne omfatter, og for det andet af et ubestemmeligt bagland af ubevidst psyke.


Den bevidste personlighed kan bestemmes og afgrænses mere eller mindre klart, men når det drejer sig om den menneskelige personligheds totalitet, må man indrømme umuligheden af en fuldstændig beskrivelse eller definition.” (GW 11.66).


Forestillingen om ”det ubevidste” er ofte blevet kritiseret ud fra det synspunkt, at hvis noget er ubevidst, så kan man ikke vide noget om det.


Logisk set er dette argument korrekt, hvilket Jung var helt enig i. Han sagde bl.a., at når noget er ubevidst, så er det virkelig ubevidst; vi ved ikke noget om det.


Jung og andre dybdepsykologer mente alligevel, at hypotesen om det ubevidste er nødvendig, hvis man vil forklare drømme og andre fremmedartede mentale tilstande. Begrebet ”det ubevidste” henviser nemlig til fænomener, som man ganske vist kan observere på det bevidste plan, men som er ukendte og uforståelige for bevidstheden selv.


I praksis er Jungs dybdepsykologi først og fremmest en psykologi for denne ubevidste personlighedsdel. Den ledende forestilling i hans menneskesyn er, at dette ubevidste på forskellig vis øver indflydelse på bevidstheden. Læs i detaljer om dette tema i e-bog 3, Psykens strukturer.


Med begrebet om det ubevidste er der opstillet en abstrakt ramme til forklaring af usædvanlige bevidsthedsoplevelser, der ofte er forvirrende, pinagtige eller angstvækkende. Det gør bl.a. begrebet anvendeligt som teoretisk baggrund for behandlingen af psykiske problemer. Læs om det terapeutiske aspekt af Jungs menneskesyn i e-bog 4, Psykisk lidelse og terapi.


Noget helt afgørende i Jungs menneskesyn er, at det ubevidste indeholder kreative impulser. Jung var på ingen måde blind for, at det ubevidste også indeholder konfliktstof, men han så det som sit væsentligste formål at hjælpe mennesker til selvrealisering ved at afdække psykens kreative potentialer. Se mere om dette i e-bog 6 i denne serie, Individuation.


Praksis med at hjælpe mennesker til realisering af selvet vinder stadig større udbredelse, selv om det mange steder sker uden for de teoretiske og etiske rammer, som Jung formulerede. Ikke desto mindre bliver Jung af og til beskyldt for at være ophavsmand til egoistiske, asociale former for selvudvikling. Gennem denne serie e-bøger bliver det dokumenteret, at sådanne beskyldninger er helt ubegrundede.


Ud over terapi og personlighedsudvikling bliver de dybdepsykologiske teorier anvendt i andre sammenhænge. Jungs menneskesyn har således vundet stor udbredelse i forbindelse med analyser af litteratur, film, kunst og religion.


Også i forhold til den daglige tilværelses eksistentielle vanskeligheder er det blevet almindeligt at bruge Jungs dybdepsykologiske begreber. De giver nemlig et sprog, som er meget nyttigt, når man selv eller andre står over for følelsesmæssige og sociale udfordringer.


Hvis man ikke har et sprog, der kan formulere og tolke stærke, emotionelt ladede oplevelser, risikerer man at blive overvældet af et kaos af lidelsesfyldte fantasier, tanker og følelser. I forhold hertil er det gode ved Jungs menneskesyn, at det så at sige giver et landkort over psyken, som gør det muligt at få en fornemmelse af, hvilke mekanismer der forårsager problemerne.


I denne forbindelse er det vigtigt, at man gennem de dybdepsykologiske erfaringer får mulighed for at se, at mange andre mennesker er konfronteret med tilsvarende problemer som én selv, at disse problemer ikke nødvendigvis er sygelige, og at de oven i købet kan føre til noget positivt, hvis de tackles på en hensigtsmæssig måde.


Man kan altså gennem studiet af Jungs (og naturligvis også af andre dybdepsykologers) menneskesyn efterhånden lære at finde ud af, hvad man kan stille op med psykiske problemer. Man kan endda lære at imødegå nogle af problemerne, inden de opstår, fordi man efterhånden kender sig selv så godt, at man kan mærke dem i opbygningsfasen, hvor de før var totalt ubevidste.



Tilbage til Indholdsfortegnelse



At være jungianer

Jungs menneskesyn rører hos mange mennesker ved stærke følelser. Nogle bliver stærkt begejstrede, andre stærkt afvisende, når de får et vist indblik i Jungs teorier og metoder.


Hvis man hører til den gruppe, der er begejstret for Jungs ideer, skal man ikke uden videre blive rettroende ”jungianer”. En god grund til ikke at blive jungianer er, at det principielt set ikke kan lade sig gøre at være jungianer. Jung udviklede nemlig ikke et system og en metode, man direkte kan tilslutte sig.


Eksempelvis skrev Jung så sent i sin karriere som i 1951, da hans analytiske psykologi havde eksisteret som selvstændig dybdepsykologisk retning i ca. 40 år, at det ikke var muligt at formulere almene teorier. Med Jungs egne ord:


Vores psykologiske erfaring er endnu for ung og for lidt udbredt til at muliggøre almene teorier. Forskningen har først brug for endnu en mængde kendsgerninger, som belyser sjælens væsen, før vi overhovedet kan tænke på at opstille almengyldige læresætninger.” (GW 16.236).


Da Jung ikke havde udviklet et system og en metode, gav det for ham heller ikke nogen mening, at man kalder sig jungianer. Han begrundede det i et brev med disse ord:


Jeg kan kun håbe og ønske, at ingen bliver ”jungianer”. Jeg repræsenterer jo ikke en doktrin, men beskriver kendsgerninger og foreslår visse opfattelser, som jeg finder værd at drøfte.” (Briefe II, 9, citeret efter C.G. Jung: Om mening og galskab, s. 43).


Der er altså god grund til at være kritisk over for enhver tilbøjelighed til at gøre Jungs teorier til et paradigme, men omvendt kan man ikke undvære nogle overordnede teorier at orientere sig efter.


Med Jungs menneskesyn gælder det efter min mening om at forstå anliggendet, at finde rytmen i udviklingen af forestillingerne, at lade sig berøre af indsigterne og at skabe en kritisk distance til resultaterne – alt sammen for at lade sig inspirere i sin egen virkelighedsforståelse.



Tilbage til Indholdsfortegnelse



Jung som person

Denne e-bog-serie om Jungs menneskesyn har ikke fokus på Jungs personlige liv, men på hans teorier og metoder. Det er faktisk først i de senere år, at jeg har interesseret mig for Jung som privatperson. I mange år var ”Jung” for mig stort set kun identisk med forfatteren til C.G. Jungs samlede værker.


Første gang jeg blev gjort opmærksom på Jung som et menneske i kød og blod var et sted i 1970’erne, da en medstuderende blev dybt forarget over, at Jung havde haft en elskerinde. Det fik ham til at gå fra at beundre Jung til at bagtale ham. Det var fuldstændig uforståeligt for mig. Jungs privatliv var uinteressant for mig. Jeg var optaget af hans teorier og metoder.


Jeg blev igen opmærksom på Jung som person, da jeg i 1998 af et tidsskrift blev bedt om at anmelde en bog af Finn Abrahamowitz, Jung. Et liv. Bogen består hovedsageligt af sladder med en mængde udokumenterede påstande, men jeg fik i det mindste et indblik i, hvad man beskylder Jung for – hvad han skulle have gjort og ment, og som nogle mennesker bliver meget ophidsede over. Nogle af disse emner tager jeg op undervejs i min fremstilling af Jungs menneskesyn.


Endelig fik jeg læst en seriøs bog om Jungs liv i 2003 af Deidre Bair: Jung. A Biography. Hun lægger bestemt ikke fingrene imellem i sine beskrivelser af de negative sider hos Jung, men hun dokumenterer sine informationer så godt, som det er muligt. Jeg kan derfor anbefale hendes bog, hvis man ønsker at få et nuanceret indblik i Jungs livsforløb.


Hos Deidre Bair fik jeg omsider en beskrivelse af den elskerinde, som min medstuderende tre årtier tidligere blev så forarget over. Jungs forhold til denne kvinde, Toni Wolf, var tilsyneladende mere komplekst, end ordet ”elskerinde” antyder. Ifølge Bair kan forholdet mellem Jung, dennes hustru, Emma, og Toni betegnes som ”en uortodoks emotionel trekant”. Det startede omkring 1913 og varede frem til Tonis død i 1953 (Bair, 2003, p. 248).


Bairs bog viser, at Jung kunne være et meget ubehageligt menneske, en ”bully”, som mange har kaldt ham. Han har angiveligt tromlet ufølsomt hen over mange mennesker i årenes løb.


Der er dog også mange fortællinger om Jung, der viser ham som en venlig og omsorgsfuld person. Der er eksempelvis ufatteligt mange mennesker, der er ham dybt taknemmelige for professionel hjælp, og rigtig mange, der beundrer ham.


Måske kan man hente noget til en forståelse af Jung som person i hans typologiske profil, som jeg vil nævne i e-bog nr. 2, Typologi, i denne serie.


Personligt stiller jeg mig tilfreds med, at jeg gennem Deidre Bairs bog har fået et nuanceret indblik i Jung som et menneske, der har kunnet vække stærke, både negative og positive, følelser hos mange mennesker.


Jeg tror af principielle grunde, at man aldrig får den endegyldige sandhed om Jungs liv – eller et hvilket som helst andet menneskes for den sags skyld. Til gengæld er det muligt gennem Jungs skrifter at få et indblik i den rigdom af iagttagelser, tanker og ideer, som han har beriget det vesteuropæiske menneskesyn med.



Tilbage til Indholdsfortegnelse



Jungs ”racisme”

Mange kritikere har sagt, at man ikke kan beskæftige sig med Jung, fordi hans menneskesyn var racistisk. I og for sig kan jeg godt forstå, at man har fået denne opfattelse, for det er i høj grad det billede, der er blevet tegnet i den offentlige debat.


Dertil kommer, at det rent faktisk kan være ubehageligt for et nutidigt menneske at læse Jungs tekster fra begyndelsen af 1900-tallet. Han brugte fx udtryk om mennesker som ”primitive”, ”negre” og ”indianere”, ligesom han talte om forskelle på racer såsom ”jøder” og ”arier”.


Hvis man læser Jungs udtalelser ud af den historiske kontekst – og ud af sammenhængen i den enkelte tekst og hans øvrige forfatterskab – så kan man sagtens få ham til at fremstå som racist. Det kræver dog, at man isolerer de enkelte udsagn og forestiller sig, at Jung formulerede dem i det 21. århundrede.


Så vidt jeg kan bedømme baggrunden for kritikken af Jung, skyldes den først og fremmest, at man har demonstreret Jungs ”racisme” gennem et udsagn i en artikel fra 1934, der er hentet i Jungs samlede værker bd. 10 §353-354. Det har været brugt som ”dokumentation” både i Danmark og andre lande og lyder således:


Det ariske ubevidste ... indeholder spændkraft og skabende kim, som endnu ikke er udfoldet, og som man ikke uden sjælelig fare kan nedvurdere som børneværelsesromantik. De endnu unge germanske folk er fuldt ud i stand til at skabe nye kulturformer, og som energiladede ansatser ligger fremtiden skjult i det ubevidste mørke hos hver enkelt individ i stand til at frembringe en mægtig ild [...] det ariske ubevidste har et højere potentiale end det jødiske.” (GW 10.353-354).


Citatet beviser indlysende nok Jungs antisemitisme – manden har jo selv har sagt det!


Når man læser artiklen igennem, bliver det dog klart, at der – ud over det anstødelige for et nutidigt menneske at læse om påståede forskelle på jøder og arier – er tale om citatfusk; man skærer i teksten, så man fjerner positive udtalelser om den jødiske psyke og negative udtalelser om den germanske, og så har man konstrueret en racist.


Det ville føre for vidt at referere hele artiklen, så jeg vil blot tage de udsagn med, der står lige før og lige efter det ovenfor citerede. Det samlede citat med tilføjelserne i kursiveret skrift lyder:


Jøden, som medlem af en omkring tretusindårig kulturrace, er ligesom den dannede kineser psykologisk bevidst i en videre omkreds end os. Som følge af dette er det generelt mindre farligt for jøden at vurdere sit ubevidste negativt. Det ariske ubevidste derimod indeholder spændkraft og skabende kim, som endnu ikke er udfoldet, og som man ikke uden sjælelig fare kan nedvurdere som børneværelsesromantik. De endnu unge germanske folk er fuldt ud i stand til at skabe nye kulturformer, og som energiladede ansatser ligger fremtiden skjult i det ubevidste mørke hos hver enkelt individ i stand til at frembringe en mægtig ild [...] det ariske ubevidste har et højere potentiale end det jødiske; det er fordelen og ulempen ved en ungdommelighed, der endnu ikke ganske har fjernet sig fra det barbariske.” (GW 10.353-354).


I dag er det unægteligt generende med disse udsagn om forskellen på jøder og arier, men sådan tænkte mange dengang – at der var forskel på racerne. Nu er en sådan skelnen i sig selv være nok til, at man bliver kaldt racist.


Mange angreb på Jung bygger på, at man læser hans udtalelser som vurderinger og ikke blot som iagttagelser. Når han påpeger et eller andet, projicerer hans kritikere ofte en følelsesmæssig vurdering ind i det – altså at det fx er godt, at det forholder sig sådan.


Når Jung, bl.a. i ovenstående citat, pegede på forskelle mellem jøder og arier, bliver det tolket som racisme, fordi man læser en vurdering ind i noget, der blot er en iagttagelse. Man tolker det som godt, at det ariske ubevidste er energiladet”, kan frembringe en mægtig ild” og har ”et højere potentiale”, hvor Jung så det som både en fordel og en ulempe, både en mulighed og en fare.


Ser man på Jungs udsagn i den samlede tekst og i sammenhæng med hans øvrige forfatterskab, er de tydeligvis ikke udtryk for antisemitisme, men for en interessere for forskelle mellem racerne. Denne interesse gjorde ham ikke til racist – han dyrkede ikke den hvide race, og han vurderede den ikke højere end andre.


Læg især mærke til begrebet kulturrace” i første linje af ovenstående citat, som viser, at raceforskelle for Jung var begrundet i kulturelle forhold.


I øvrigt har Jung selv senere i en samtale kommenteret den citerede udtalelse fra 1934 over for sin ven Siegmund Hurwitz, der selv var jøde, jungiansk analytiker, kender af jødisk kultur og i en periode Jungs tandlæge:


I dag ville jeg ikke skrive denne artikel på den måde. Jeg har i mit lange liv skrevet mange bøger, og jeg har også skrevet nonsens. Desværre, det dér var nonsens.” (Refereret efter Maidenbaum et.al., 1991, p.295).


Sådan kunne Jung selv, på samme måde som hans kritikere, se på fortiden med suveræn bagklogskab. Det generer dog mange jungianere, at Jung kun udtalte sig sådan i private sammenhænge og aldrig gik ud med en offentlig ”indrømmelse”.


Når man ser historisk på det, var det bestemt ikke kun Jung, der var interesseret i spørgsmålet om forskellene på racernes psykologi. Det var man generelt, indtil nazismen gjorde spørgsmålet umuligt.


Jung diskuterede bl.a. spørgsmålet om race med Freud, der opfattede Jung som arier og germaner og sig selv som jøde. Således refererede Freud i et brev til Jung af 13. august 1908 til ham som germaner:


Det egoistiske formål, som jeg forfølger og naturligvis åbent indrømmer, er at indsætte Dem som fortsætter og fuldender af mit arbejde, idet De anvender dét på psykoserne, som jeg har begyndt ved neuroserne, hvortil De som stærk, uafhængig personlighed, som germaner, der lettere kommanderer omverdenens sympatier, forekommer mig bedre end nogen anden, jeg kender.”


Freud fremhævede selv den jødiske karakter af psykoanalysen, uden at nogen af den grund har kaldt ham racist. Han skrev eksempelvis følgende i et brev til K. Abraham den 3. maj 1908:


De bør være tolerant og glem ikke, at De egentlig har nemmere end Jung ved at følge mine tanker, fordi for det første er De fuldstændig uafhængig, og så står De min intellektuelle konstitution nærmere på grund af raceslægtskab, mens han som kristen og præstesøn kun mod store indre modstande kan finde vejen til mig. Så meget mere værdifuld er hans tilslutning. Jeg havde nær sagt, at han gennem sin indsats har fjernet den fare fra psykoanalysen, at den skulle blive et jødisk nationalt anliggende.” (Refereret efter Maidenbaum et.al., 1991, p.359).


Det mest ejendommelige er, at anklagerne mod Jung for racisme ofte henviser til hans teori om det kollektive ubevidste og arketyperne. Det forekommer så meget mere besynderligt, som den afgørende pointe i teorien er, at der dybest set ikke er nogen forskel på mennesker. Tag blot som eksempel følgende udsagn fra 1935:


I det kollektive ubevidste er man identisk med et menneske af en anden race; man har de samme arketyper – ligesom man, som den anden, har øjne, et hjerte, en lever osv. Det betyder ikke noget, at den andens hud er sort.” (CW 18.93).


Han fortsatte dog udsagnet således:


Det betyder klart nok noget i et vist omfang – han har sandsynligvis et helt historisk lag mindre end os. Sindets forskellige lag korresponderer med racernes historie.” (ibid.).


De to sidste sætninger er ømtålelige i dag, hvor man ikke kan tale om forskelle på racer – selv ikke kulturracer.


Jeg vil derfor opfordre til, at man holder den grundlæggende tanke for øje, at vi ifølge Jungs menneskesyn dybest set er identiske væsener, uanset race og hudfarve. Den forståelse er nyttig at have med sig, hvis man går i kast med Jungs værker, og dér støder på udsagn, der lyder racistiske.


Man bør også være opmærksom på, at mange angreb på Jung for at være racistisk, især antisemitisk, bygger på manipulationer eller fejloversættelser af hans tekster – enten af uvidenhed eller ond vilje.


Hvis man ønsker en dybtgående dokumentation for Jungs forhold til spørgsmålet om race, kan jeg stærkt anbefale den bog, som jeg et par steder har citeret fra i det ovenstående: Lingering Shadows. Jungians, Freudians, and Anti-Semitism. (Edited by Aryeh Maidenbaum and Stephen A. Martin, Shambhala 1991).



Tilbage til Indholdsfortegnelse



Jungs ”mysticisme”

En grund til mange menneskers afvisning af Jungs teorier er, at han var meget optaget af religion. Han bliver derfor beskyldt for at være uvidenskabelig eller sågar mystiker.


Jung beskæftigede sig ganske rigtigt med religiøse fænomener, men det var, fordi han så religion som en vigtig psykologisk faktor. Videnskabeligt tolkede han fx de religiøse oplevelser af Gud som erfaringer af selvets arketype.


Både kritikere og tilhængere af Jung, som ønsker at placere ham i kategorien mystiker”, henviser især til Face to Face Interview på BBC i 1959 med John Freeman, hvor man angiveligt kan se Jungs mysticisme dokumenteret. Det er tilgængeligt på YouTube.


Efter at de havde talt om Jungs gudstro i barndommen spurgte Freeman, om Jung troede på Gud nu. Jung svarede, at han ikke behøvede at tro – og så kom de famøse ord: ”Jeg ved.”


Den ”viden”, som Jung henviste til, bliver tolket som den gnostiske viden, dvs. den åbenbarede viden (gnosis), som den særligt udvalgte og indviede med de dybe indsigter i den åndelige verden er i besiddelse af.


En sådan tolkning er imidlertid uden dækning. Jungs begreb om viden var nemlig det videnskabelige. I slutningen af interviewet, kan man få dette bekræftet.


Her spurgte Freeman til Jungs opfattelse af livet efter døden, og Jung svarede igen – på nøjagtig samme måde som ved spørgsmålet om hans gudstro – at han ikke behøvede at tro; det var tilstrækkeligt for ham at vide.


Efter den sidstnævnte udtalelse definerede Jung, hvad han forstod ved ”viden”: Det er at have en hypotese om, at noget forholder sig sådan og sådan på baggrund af bestemte iagttagelser, som giver grund til at mene det og det.


Når Jung talte om at vide, drejede det sig altså om en videnskabelig hypotese. Det var naturligvis også tilfældet, da han svarede ”jeg ved” på førstnævnte spørgsmål om hans tro på Gud. Tolkningen af det som gnosticisme er en projektion fra iagttagerens side.


Jung mente helt grundlæggende, at det ligger uden for de menneskelige muligheder at udtale sig om det transcendente. Når nogen alligevel gør det, kaldte han det ”en latterlig anmasselse fra det menneskelige sind, der er ubevidst om sin egen begrænsning.”


Hvis man tager Jungs udtalelser alvorligt, så er det klart, at der ikke var tale om mysticisme, når Jung udtalte sig om Gud, livet efter døden eller andre transcendente emner.


Læs dokumentation vedrørende de nævnte udtalelser og Jungs øvrige syn på religiøse spørgsmål i e-bog 7, Religion.



Tilbage til Indholdsfortegnelse



Temaer i e-bog-serien om Jungs menneskesyn

I nedenstående, korte introduktion til de enkelte e-bøger er der ingen kildehenvisninger. Hvis du skal bruge fremstillingen i forbindelse med studier, der kræver dokumentation, skal du downloade e-bogen om det enkelte tema, når den er publiceret. Her er der henvisninger til Jungs samlede værker og til andre kilder.



Tilbage til Indholdsfortegnelse



E-bog 2. Typologi


Typologien er den del af Jungs menneskesyn, der har haft størst gennemslagskraft, og som rækker længst ud over det terapeutiske felt.


Jung præsenterede typologien i en samlet, systematisk fremstilling i bogen Psychologische Typen, der udkom i 1921 (engelsk oversættelse: Psychological Types i 1923). Dele af den er oversat til dansk under titlerne Psykologisk typologi i 1975 og Psykologiske typer i 1994.


Før og efter dette skrift fremlagde Jung en række andre vigtige bidrag til udviklingen af typeteorien, men dens verdensomspændende udbredelse skyldes først og fremmest to amerikanske kvinder, Katharine Cook Briggs (1875-1968) og Isabel Briggs Myers (1897-1980), mor og datter.


De videreudviklede Jungs ideer om de psykologiske typer til praktisk brug ved at formulere Myers-Briggs Type Indikator (MBTI), der har stor international gennemslagskraft.


Jungs typeteori, suppleret med MBTI’s videreudvikling, er senere udmøntet i andre indikatorer, herunder Jungiansk Typeindeks (JTI), der bruges ved identificering af personers typologiske profiler.


Typeteorien bygger på iagttagelser af, at et menneske i sin forståelse af verden benytter sig af fire basale bevidsthedsfunktioner: sansning, intuition, tænkning og følelse.


Hver af de fire bevidsthedsfunktioner repræsenterer en bestemt måde, hvorpå man iagttager, forstår og agerer på ydre og indre påvirkninger.


Jung har flere steder ganske kort ridset op, hvad de fire funktioner bidrager med. Han var ikke særligt systematisk i disse korte formuleringer, men en samlet afvejning af hans udsagn giver dette billede:


• Sansningen registrerer, at noget findes, og hvad dette noget er.

• Tænkningen analyserer, hvad det foreliggende betyder.

• Følelsen beskæftiger sig med, hvad det er værd.

• Intuitionen vejrer de muligheder, der er i objektet eller i hele situationen.


Det er vigtigt at være opmærksom på, at alle fire funktioner – sansning, tænkning, følelse og intuition – er aktive hos ethvert menneske i enhver situation, men også at de optræder med forskellig vægt og bevidsthedsgrad afhængigt af den enkeltes præferencer.


Hvis en af disse fire funktioner er dominerende i ens fundamentale holdning og i ens adfærd, så fremtræder man som en type. Man kan således identificere bestemte personer som sanse-, tænke-, føle- og intuitionstyper.


Jung så sin egen teori som blot én blandt mange mulige typebestemmelser af mennesket. Den var dog særdeles vigtig for ham i praksis, for den var vokset frem på baggrund af hans årelange erfaringer med, at typiske forskelle – og altså ikke bare individuelle – skaber forståelsesproblemer mellem mennesker, især i nære relationer.


Jung mente, at man med teorien om de fire funktioner kan orientere sig, svarende til at man angiver den geografiske stedsbestemmelse ved hjælp af længde- og breddegrad. Han anså de fire funktioner for at være lige så vilkårlige som de fire verdenshjørner, men også lige så uundværlige.


Hypotesen om funktionerne fungerede med Jungs udtryk som et kompas på hans psykologiske opdagelsesrejser. Han sagde, at den gav ham et måle- og orienteringssystem, som han kunne bruge i en kritisk psykologi.



Ekstraversion og introversion

Jungs typeteori har en dimension, der rækker ud over de fire bevidsthedsfunktioner, og som samtidig omfatter dem. Den opererer nemlig med, at der findes to basale bevidsthedsindstillinger: ekstraversion og introversion. Det drejer sig om to forskellige retninger i den psykiske energi, en udadrettet og en indadrettet.


Ekstraversions- og introversionsmekanismen er aktiv hos ethvert menneske, men styrken af hver af dem er forskellig fra individ til individ.


Styrkeforholdet mellem de to retninger i energiens bevægelser er i mange tilfælde med til at bestemme et menneskes oplevelse af virkeligheden og dets adfærd. Når den ene af de to indstillinger dominerer et menneskes interesser, talte Jung om en ekstraverteret eller introverteret type.


Historisk set var det den første typiske forskel, som Jung lagde mærke til bag de mange individuelle forskelle hos sine patienter.


Som ekstraverteret type orienterer man sig efter objektive forhold. Man har en stor nysgerrighed over for den ydre virkelighed, og ens lyst til handling kan være så stor, at man handler, før man tænker. Man retter sig efter ydre, kollektivt gyldige (i denne forstand objektive) normer og stræber efter at være i overensstemmelse med de opfattelser, der er gældende inden for den gruppe, man tilhører, eller med den ideologi, man til slutter sig.


Når man er en introverteret type, er ens interesse primært rettet indad mod subjektive baggrunde, mens man er mere reserveret over for den ydre virkelighed og andres meninger. Objektet har kun interesse, hvis det kan aktivere en indre oplevelse. Da man som introverteret på denne måde orienterer sig efter subjektive faktorer, er man umiddelbart reserveret og tøver evt. med at handle, hvorved man risikerer at få et ry som socialt utilpasset.


Der er et sprogligt problem i Jungs beskrivelse af introversionen, som utilsigtet kommer til at understøtte kulturelt betingede fordomme over for introverterede mennesker. Problemet ligger i, at han koblede ordet ”subjektiv” sammen med introversion. ”Subjektiv” er set fra dagligsprogets perspektiv et uheldigt begreb, fordi det vækker negative associationer i retning af vilkårlig, egoistisk, narcissistisk eller asocial.


”Den subjektive faktor”, som den introverterede iflg. Jung orienterer sig efter, er imidlertid ikke det, man i daglig sprogbrug oftest forbinder med ordet subjektiv. I Jungs menneskesyn er det dybest set ikke jeget (egoet), men selvet, som ikke blot er en personlig struktur, men et grundlæggende mønster for etablering af menneskelige fællesskaber.


Der var altså i Jungs opfattelse ikke nødvendigvis – og slet ikke primært – associeret noget vilkårligt og egoistisk med ordet ”subjektiv”, men noget meget dybere, der er givet på forhånd, før der opstår et bevidst subjekt, et jeg. Se mere om dette i e-bog 3, Psykens strukturer, i denne serie om C.G. Jungs menneskesyn.


De to indstillinger, ekstraversion og introversion, kombinerer sig med de fire basale bevidsthedsfunktioner, sansning, intuition, tænkning og følelse, hvilket giver i alt otte funktioner. Dermed er der basis for otte typer, der kan adskilles tydeligt fra hinanden: ekstraverterede og introverterede sanse-, intuitions-, tænke- og føletyper.


Du kan læse nøjere beskrivelser af, hvad der karakteriserer de enkelte funktioner og typer i e-bog 2, Typologi.



Forholdet mellem funktionerne

Ethvert menneske har i større eller mindre grad adgang til de otte bevidsthedsfunktioner, der danner basis for de ovennævnte otte typer. Alle funktioner er virksomme i et eller andet omfang, men en af dem er som regel dominerende i ens mentale præferencer, mens de andre syv er mere eller mindre uudviklede og uden for viljesmæssig kontrol.


Jung kaldte den mest udviklede, bevidst styrede og dominerende funktion for hovedfunktionen.


Det ligger ikke i begrebet om hovedfunktionen, at man nødvendigvis er velbegavet eller kompetent i brugen af den, men at man foretrækker den frem for de andre funktioner. Man har en præference for at forstå verden og løse problemer ved hjælp sin hovedfunktion – i det hele taget at forholde sig til livet gennem den.


Ifølge Jungs erfaringer understøttes hovedfunktionen af en sekundær funktion, en kompletterings- eller hjælpefunktion.


Den dynamiske sammenhæng mellem hoved- og hjælpefunktion udgør et af de grundlæggende træk i ens typologiske profil. Hvis hovedfunktionen er ekstraverteret, er hjælpefunktionen erfaringsmæssigt introverteret – og omvendt: hvis hovedfunktionen er introverteret, er hjælpefunktionen ekstraverteret.


Hvis ens hovedfunktion er en vurderefunktion (tænkning eller følelse), så er hjælpefunktionen en perciperefunktion (sansning eller intuition). Når eksempelvis ekstraverteret tænkning er hovedfunktion, kan det enten være introverteret sansning eller introverteret intuition, der fungerer som hjælpefunktion.


Hvis ens hovedfunktion er en perciperefunktion (sansning eller intuition), så er hjælpefunktionen en vurderefunktion (tænkning eller følelse). Hvis det fx er introverteret sansning, der er hovedfunktion, kan ekstraverteret tænkning eller ekstraverteret følelse være hjælpefunktion.


De to funktioner, der potentielt kan være hjælpefunktion, vil være underlagt en vis grad af bevidsthedskontrol. Som regel er det dog kun den ene af de to funktioner, der har nævneværdig indflydelse på ens virkelighedsforståelse og adfærd.


Jung kaldte også hjælpefunktionen for en auxiliær eller sekundær funktion, da dens bidrag kun medfører en nuancering af hovedfunktionens virksomhed.


Den funktion, der står mest i modsætning til hovedfunktionen, er den mindst foretrukne og dermed som regel den mindst udviklede af de mentale funktioner. Hvis eksempelvis ekstraverteret tænkning er hovedfunktion, vil introverteret følelse være den funktion, der er mest ignoreret, undertrykt eller fortrængt.


I eksemplet med en ekstraverteret tænketype er den introverterede følefunktion som regel så primitiv og udifferentieret, at den kun øver indflydelse på vedkommende ad ubevidst vej. Denne indirekte indflydelse kan dog i visse situationer være meget stærk – fx i situationer, hvor man ikke kan klare en konflikt eller et problem ved hjælp af logiske argumenter.


I en sådan situation kan den introverterede følefunktion blive aktiveret, men den vil ikke være under viljens kontrol, så ens forståelse, vurdering og adfærd i situationen kommer til at virke helt urealistisk og ude af proportion med de faktiske forhold.


Jung kaldte den mest ukontrollerede og urealistiske funktion for en mindreværdig eller inferiør funktion. Det er især den inferiøre (laverestående) funktion, der er involveret i de mest alvorlige misforståelser og konflikter, fordi den er forbundet med ens ubevidste komplekser. Når man bliver ramt i et kompleks (”ømt punkt”), forurenes ens oplevelse af ukontrollable impulser fra den inferiøre funktion.


Det forhold, at Jungs teori er bygget op på iagttagelser af dikotomi (modsætning) mellem ekstraversion og introversion, sansning og intuition, tænkning og følelse, har givet anledning til en del misforståelser: at ekstraverterede ikke tænker sig om, at introverterede ikke kan være sociale, at tænketyper ikke har følelser, at føletyper ikke kan tænke, at sansetyper ikke kan se de større perspektiver, og at intuitionstyper ikke interesserer sig for fakta.


Sådanne forestillinger er på ingen måde i overensstemmelse med Jungs teori. Med ”modsætning” menes i typologien blot, at de to poler (ekstraversion og introversion, sansning og intuition, tænkning og følelse) ikke kan dominere samtidigt.


Man kan eksempelvis ikke i samme moment vurdere en sag ved hjælp af både tænkning og følelse, uden at det forstyrrer processen. Tænkning og følelse kan derimod godt følge efter hinanden på en harmonisk måde, eksempelvis sådan at man først analyserer en sag ud fra logiske præmisser og dernæst vurderer den ud fra ens værdigrundlag – eller omvendt.


I praksis går det dog sjældent let at få modsætningerne til at fungere sammen; ofte undertrykker den ene side i en polaritet den anden, men erfaringen siger også, at der over tid kan ske en udvikling, så de modsatte funktioner efterhånden kan supplere hinanden. Det optimale er naturligvis, at man kan anvende den typologiske funktion, som den aktuelle situation eller opgave kræver af én.


Det er først, når én af de otte funktioner mere permanent er dominerende, at Jung talte om, at man er en type. Som Jung så det, forekommer der sjældent en decideret type, mens alle ifølge Myers-Briggs Type Indikator (MBTI) tilhører en af 16 karakteristiske typer. Se mere om forholdet mellem Jungs typeteori og MBTI i e-bog 2, Typologi.



Hvorfor bliver man netop denne type?

Alle, der kommer i berøring med typologien, vil næsten uundgåeligt spekulere over, hvorfor man har udviklet netop disse præferencer, netop dette bestemte typologiske særpræg, der karakteriserer én.


Ud fra sine egne iagttagelser og overvejelser konkluderede Jung, at det primært må bero på en medfødt disposition, at man udvikler sig typologisk i en bestemt retning. Til støtte for denne hypotese nævnte han, at man allerede i den tidligste barndom kan se tendenser til en specifik typologisk udvikling, der tilsyneladende er uafhængig af forældrenes indflydelse.


I Jungs tekster ser det ud, som om han især har iagttaget sådanne tidlige tendenser med hensyn til præferencen for enten ekstraversion eller introversion.


Jung formodede, at det i hvert fald under normale omstændigheder er sådan, at den udslaggivende faktor er en medfødt disposition. Han overvejede, om den i sidste instans har fysiologiske årsager, der unddrager sig vores erkendelse. I dag ville man nok tænke i retning af en genetisk disposition.


Generelt var Jung dog ikke særligt optaget af, hvorfor man er blevet den og den type, om det er medfødte eller miljømæssige påvirkninger, der ligger bag – han tog simpelthen til efterretning, at en person har netop denne typologiske profil.


Jung rettede derimod sit fokus mod de aktuelle og fremadrettede konsekvenser af den typologiske udvikling for personens måde at fungere på. Det er menneskers nutid og fremtidige muligheder – ikke deres fortid – der er den teoretiske og praktiske kerne i alle aspekter af Jungs menneskesyn, herunder typologien.


Jung opregnede dog i en principiel overvejelse en række faktorer, der ligger til grund for ens typologiske indstilling: den medfødte disposition, opdragelsen, miljøindflydelser, livserfaringer, selvudviklede indsigter og overbevisninger, kollektive forestillinger mm. Han gjorde opmærksom på, at de kollektivt betingede indstillinger, såsom politiske og religiøse, er meget vigtige – i visse tilfælde endda vigtigere end de rent individuelle forudsætninger.


Du kan læse meget mere om dette emne i e-bog 2, Typologi, i denne serie om C.G. Jungs menneskesyn.



Tilbage til Indholdsfortegnelse



E-bog 3. Psykens strukturer

Nedenstående tegning kan tjene som en foreløbig orientering i forhold til C.G. Jungs teorier om psykens strukturer, der behandles i e-bog 3. Med denne model forsøger jeg at give et overblik, som kan visualisere de enkelte indhold i et helhedsbillede.


Jeg har sat modellen i relation til begreberne om tid og rum, fordi de er vigtige i forbindelse med erfaringer fra psykoterapi og individuationsprocesser.


Modellen er konstrueret ud fra min læsning af Jungs værker. Den bør udelukkende tjene som et slags landkort, når man forsøger at finde rundt i hans menneskesyn. Den er på ingen måde en endegyldig sandhed, der kan forklare alle psykiske fænomener.



Bevidstheden og jeget

Jeget er normalt centrum i et menneskes bevidste ”her-og-nu”-oplevelse. Det indeholder den største mængde psykisk energi, der er under viljens kontrol.


Jung sammenlignede jeget med en magnet, der trækker indhold ud af det ubevidste og indtryk til sig fra omverdenen.


Jeget forbinder på denne måde alle indhold i bevidstheden, som består af de psykiske og kropslige impulser, man identificerer sig med.


Ved psykiske forstyrrelser og lidelser er jeget så usikkert på sit eget grundlag, at kontinuiteten i bevidsthedsstrømmen bliver mere eller mindre brudt. Vanskelighederne dækker et bredt spektrum af problemer fra momentan forvirring til psykotiske tilstande.


Jeget udvikler sig i løbet af barndommen på baggrund af en disposition til at danne et jeg. Denne forudsætning er dog ikke eneafgørende for, hvordan ens personlighed udvikler sig. Som barn bliver man påvirket af omgivelserne til at identificere sig med visse psykiske indhold og til at afvise andre.



Det personlige ubevidste

Det personlige ubevidste består af tanker, følelser, fornemmelser, indsigter og andre impulser, der er blevet afvist, glemt eller fortrængt, fordi de var ubehagelige eller upassende. Det indeholder også spor af oplevelser, der var så energisvage eller så uinteressante for jeget, at de blot blev registreret under bevidsthedstærsklen.


Betegnelsen ”relativ rum og tid” i ovenstående tegning ved det personlige ubevidste refererer til, at man har tilgang til erindringer, der rækker helt tilbage til barndommen. De kan være meget livagtige og nærværende, når de dukker op, selv om de faktiske begivenheder er foregået for mange år siden.


Den personlige del af det ubevidste har altså at gøre med aflejringer fra ens livshistorie. Det kan være dramatiske og traumatiske begivenheder, der er så voldsomme og smertefulde, at man har været nødt til at fortrænge dem. Dertil kommer alle former for viden, indsigter og erindringer, som man blot ikke tænker på i øjeblikket, men som kan hentes op til bevidstheden, fx når man har brug for dem.



Komplekser

Jung antog, at de forskellige indhold i det personlige ubevidste er organiseret i strukturer, som han kaldte komplekser. Selve ordet ”kompleks” er ikke Jungs opfindelse, men han gav det den betydning, som har sat sig dybe spor i den vestlige verdens menneskesyn.


Det var ved hjælp af en videnskabelig forskningsmetode, ordassociationseksperimentet, at Jung kom på sporet af komplekserne, mens han arbejdede på det psykiatriske hospital Burghölzli. Denne metode er senere udmøntet i den såkaldte løgnedetektor.


I ordassociationseksperimentet gav man patienterne en række stimulusord og noterede deres associationer til disse ord samt svarhastigheden, tøven, manglende svar, gentagelser mm. Samtidig målte man de fysiologiske reaktioner på de enkelte stimulusord såsom puls, den elektriske spænding i huden og åndedræt. Når et stimulusord ramte fortrængte erindringer og emotioner skete der markante ændringer i personens gennemsnitlige reaktioner, hvilket pegede i retning af bestemte kompleksindhold.


Efterhånden fandt Jung ud af, at den bedste tilgang til at afdække et menneskes komplekser er at analysere vedkommendes drømme, så han gik bort fra ordassociationseksperimentet i sin praksis.


Komplekser er i sig selv ikke sygelige, men normale, energifyldte strukturer i psyken. De skaber først forstyrrelser, sagde Jung, når man bilder sig ind, at man ikke har dem. Så bliver de til ”ømme punkter”, ”lig i lasten” og ”skeletter i skabet”, som man udtrykker det i dagligsproget.


Ordet ”kompleks” er et af Jungs vigtigste bidrag til psykologisk begrebsdannelse, selv om mange mener, at det stammer fra Freud. Freud selv krediterede Jung og dennes kolleger for det, og fra dybdepsykologien er det vandret langt ind i dagligsproget. Alle ved eksempelvis, hvad det betyder, når man siger om en person, at vedkommende har et mindreværdskompleks.


Et kompleks bliver typisk aktiveret, når man er under pres, så ens oplevelse af situationen her-og-nu bliver inficeret af en eller flere fortidige begivenheder. Måske opfører man sig i en konfliktsituation med sin kæreste, som om man var fem år og boede hjemme hos mor og far, fordi et kompleks bliver aktiveret.


Komplekserne får frit spil, når bevidstheden er svækket eller sat ud af kraft – og det er den mest markant under søvn. Her viser komplekserne sig bl.a. personificerede som mennesker og dyr, der agerer i ens drømme.


I mere radikale tilfælde af manglende bevidsthedskontrol som fx ved sindssygelige tilstande påpegede Jung, at komplekserne kan fremtræde som stemmer, der vil lokke eller tvinge én til bestemte handlinger, som i givet fald kan være katastrofale.


Jung sammenlignede også komplekserne med folklorens nisser, der rumsterer rundt i huset om natten og laver alskens skarnsstreger.


Jungs association til nisser minder om et udtryk fra dagligsproget, hvor man taler om, at ”nissen flytter med”. Selv om man ændrer sine ydre livsomstændigheder, så bliver kompleksreaktionerne ved med at bestå – fx skifter man job eller partner, men kompleksreaktionerne fortsætter, som om alt var, som det plejer.


Når man i daglig tale siger ”jeg har komplekser”, er man sikkert ikke særligt realistisk – det er komplekserne, der har os, som Jung formulerede det.


Jung henviste til, at man i oldtiden og middelalderen kaldte det dæmonbesættelse, når et kompleks var aktiveret. Personen ændrede jo tydeligvis karakter og adfærd, så i disse tiders verdensbillede betød det, at vedkommende var besat af en dæmon. Når det skete om natten, blev man redet af en mare – et væsen, der sad på brystet af én. Vi har en sproglig reminiscens af denne oplevelse i ordet ”mareridt”.


Man taler som regel om et kompleks i forbindelse med ubevidste indhold, der forstyrrer den bevidste vilje. Men ifølge Jung er jeget selv et kompleks – nemlig det kompleks, der under normale omstændigheder er det stærkeste.


Der findes endvidere komplekser, der understøtter jegets hensigter. Det kan være kreative komplekser, der manifesterer sig i lykkelige indfald eller i de drømme, der indeholder materiale til løsningen af et problem, man arbejder på i sit vågne liv.


Endelig påpegede Jung, at det virker, som om visse komplekser vokser frem fra ukendte dybder for efterhånden at nå frem til bevidstheden. De ukendte dybder i psyken tolkede Jung med hypotesen om det kollektive ubevidste.


Jung navngav nogle af psykens komplekser, som har en almen karakter. De skyldes ikke kun personlige erfaringer, men også kollektive dispositioner. Det drejer sig om persona, skyggen, anima og animus.



Persona

Jung brugte ordet ”persona” om et kompleks, der er tæt knyttet til jeget. Dets funktion er at varetage ens relation til omverdenen. Ordet stammer fra det antikke drama, hvor det var betegnelse for den maske, som illustrerede rollen, og som skuespilleren talte igennem.


Der findes mennesker, der tror, at man ifølge Jung ikke skal have en persona. Det er en misforståelse, der imidlertid let kan opstå, fordi Jung som regel beskrev persona på en negativ måde.


Jung omtalte oftest persona i forbindelse med mænd – latterlige, opblæste individer, der identificerer sig med deres sociale rolle som en billig kompensation for personlige mangler.


Når man persona er beskrevet på denne måde, overser man let dens positive og helt nødvendige funktion. Mennesker, der har forsømt at udvikle en persona, kommer ifølge Jung hele tiden ud for pinlige episoder; de dummer sig, folk misforstår dem, og de bliver selv skuffede eller ligefrem involveret i voldshandlinger.


Jung sagde om mennesker uden en passende persona, at de kun kan undgå sådanne problemer, hvis de lærer at indse, hvordan man opfører sig i verden. De må lære at forstå, hvad samfundet venter af dem, at der i verden findes instanser og personer, der er dem langt overlegne, og hvad deres handlinger betyder for andre mennesker.


Det er altså nødvendigt at udvikle en persona, hvis man vil begå sig i samspillet med andre og i samfundet i det hele taget. Af hensyn til den psykiske balance er det dog gavnligt at udvikle en fleksibel persona, som man kan bruge efter forgodtbefindende, dvs. man kan spille sin rolle, når det er nødvendigt, og lægge den fra sig, når det er muligt.


Det er imidlertid et problem, hvilket Jung gjorde opmærksom på, at mange mennesker identificerer sig med deres persona. De bilder sig ind, at de er det idealbillede, de gerne vil være, eller de lider under, at de hele tiden skal leve op til det perfekte. Begge dele betyder, at de må fortrænge alt for meget almindeligt, menneskeligt liv, som forsvinder ud i det ubevidste. Her hober det sig op og bliver årsag til mange psykiske forstyrrelser.


Jung så eksempelvis dette problem hos den pæne mand, der bliver generet af irritable luner og hysteriske anfald. Det kan også være hans kone, der betaler prisen i form af psykiske vanskeligheder eller lidelser, så han kan fastholde sin ”normalitet”.



Skyggen

Skyggen er Jungs betegnelse for et kompleks, der dannes som et modbillede til jeget og persona.


Skyggen består af inkompatible psykiske indhold, dvs. de følelser, tanker, fornemmelser og andre impulser, som man ikke kan acceptere hos sig selv, fordi de ikke passer sammen med den facade, man gerne vil identificere sig med.


Det er således komplekserne i det personlige ubevidste, der fortætter sig i den symbolske figur, som Jung kaldte ”skyggen”. Han antog, at den bygges op på en medfødt, arketypisk disposition.


Som alle ubevidste indhold er skyggen projiceret, dvs. den er lagt uden for én selv, så man oplever den indirekte i negative forestillinger og fantasier om andre eller i konflikter med dem. Den bliver især synlig i de negative følelser, man har over for personer af ens eget køn.


Skyggen optræder endvidere personificeret i drømme, hvor den bliver fremstillet af personer af samme køn som jegets fysiologiske. Jung så eksempelvis hos hvide amerikanere, at deres skygge ofte blev repræsenteret af en neger eller en indianer, mens den hos europæere blev fremstillet af en negativ person af deres egen race.


Hvis Jung skulle have udtalt sig på en måde, der i dag anses for at være politisk korrekt, burde han have anvendt udtryk som ”afroamerikaner”, ”indfødt amerikaner” og ”af samme etniske oprindelse”. Se det tidligere afsnit om Jungs ”racisme”.


I nutidens Europa fungerer indvandrere og flygtninge som kollektive projektionsbærere for skyggen. Angsten for de ”fremmede”, ubevidste kræfter i os selv placeres let på mørklødede mennesker med et fremmedartet udseende og adfærdsmønster. Især er der ingen grænser for, hvilke projektioner af skyggen der helt ureflekteret sendes ud på muslimer.


Skyggen indeholder dog ikke kun negative impulser. Den består også af indhold, som de fleste mennesker vurderer positivt, men som hos det enkelte individ har fået et negativt præg på grund af fordømmelse og fortrængning.


Jung konstaterede således, at skyggen også har en række gode kvaliteter, herunder normale instinkter, hensigtsmæssige reaktioner, virkelighedstro sansninger og kreative impulser. Man oplever dem ifølge ham som onde, fordi der er sket en fordrejning, forkrøbling, fejltolkning og fejlagtig anvendelse af dem.



Anima og animus

Anima og animus er symbolske figurer, der dukker op i bevidstgørelsen af skyggen. De er også komplekser, der er dannet som et modbillede til jeget og personaen. Disse figurer hænger sammen med det faktum, at man ikke kun fortrænger de sider af ens væsen, der vurderes som negative, men også de psykiske indhold, som man kun tillægger personer af det andet køn.


Jung brugte begrebet anima om et bestemt afgrænset kompleks af fortrængte ”kvindelige” indhold, som bl.a. viser sig i mandens drømme; animus betegner et tilsvarende kompleks af ”mandlige” indhold i kvinden.


Man skal altså ikke tænke på alle ”modsatkønnede” indhold som anima eller animus.


Jeg har sat begreberne om kønnene i anførselstegn, fordi det er indlysende, at de i høj grad er kulturbestemte, så man skal ikke opfatte dem som entydige, biologiske stereotyper, men undersøge deres specifikke indhold hos det enkelte individ.


Selvom der er sket en del med hensyn til, hvilke egenskaber og adfærdsformer man tillægger de to køn, siden Jung formulerede sine teorier om anima og animus, kan begreberne stadig være nyttige.


Ud over den biologiske forskel og de psykiske og adfærdsmæssige træk, den giver anledning til, er der også i dag forskel på opdragelsen af drenge og piger og på forventningerne til dem, selv om forskellen ikke er den samme som på Jungs tid.


Specielt vil man den dag i dag se en meget stærk fortrængning af det modsatte køns egenskaber hos mænd, der insisterer meget ensidigt på deres maskulinitet, og hos kvinder, der forsøger at leve op til et meget feminint idealbillede. Anima hhv. animus kommer her til at stå i stærk kontrast til persona – den hårde mand med det blødagtige og sentimentale følelsesliv og den søde pige med jernnæven i fløjlshandsken.


Endelig må det fremhæves, at anima og animus ifølge Jung også er medfødte instinktive og arketypiske matricer, der fundamentalt påvirker vores erfaringer af det modsatte køn.


Anima-komplekset er præget af mandens oplevelser med kvinder, som har berørt hans følelser gennem livet. Erfaringen af mor, søster, kærester, partner og datter er med til at skabe billedet af det kvindelige i mandens personlige ubevidste.


For kvindens vedkommende indeholder animus-komplekset spor af oplevelser med mænd, der har haft betydning i hendes liv – far, bror, kærester, partner og søn.


Det vil ofte være personer, man har haft en længerevarende forbindelse med, der virker ind på anima og animus, men det kan også være stjerner fra tv, film, teatret eller sporten, som man ikke har en personlig relation til. Det kan endda være en person, man blot har set et glimt af. Man må i så fald antage, at denne persons væremåde eller udseende har aktiveret den medfødte arketypiske matrice, med det resultat at man bliver fascineret af eller forelsket i vedkommende.


Når projektionen af anima og animus fører til en forelskelse, er det desværre ikke altid ens ”bedre halvdel”, man falder for; det kan lige så godt være ens egen værste svaghed, man fascineres af i projektionen på den anden. ”Dette turde forklare mange højst mærkværdige ægteskaber!” som Jung formulerede det.


For Jung var anima og animus intuitive begreber, som man ikke skal tillægge alt for faste og definitive definitioner.


Når jeg nu fremhæver nogle af Jungs iagttagelser af indholdet i anima og animus og deres virkninger, skal det altså ikke forstås som en facitliste, men et forsøg på at indkredse nogle væsentlige elementer i Jungs menneskesyn.


Anima består af fortrængt erotik og uudviklede emotioner. Så når mænd udtaler sig om kvinders følelsesliv, er det ofte helt skævt. Det handler meget mere om projektioner af deres egen anima. Hvis en mand fx taler generaliserende om kvinder som hysteriske kællinger, tegner han et ret præcist billede af sin egen anima; det er ham, der opfører sig som en ”hysterisk kælling”, når anima besætter ham.


Anima manifesterer sig nemlig umiddelbart som unuancerede affekter, ulogiske griller, sentimentalitet og luner, som forplumrer mandens forstand, og som han forulemper sine omgivelser med. Han tror selv, at hans følelser er i overensstemmelse med de faktiske forhold, men når anima besætter ham, bliver han viklet ind i følelsesmæssige illusioner. Han føler sig fx evigt forfulgt og misforstået.


Dette skal ikke forstås sådan, at en mand ikke kan have ægte følelser, men når anima er helt ubevidst og bliver aktiveret, så er det primitive og irrationelle emotioner, der løber af med ham.


Animus har ifølge Jung en argumenterende karakter. Når den er ubevidst, manifesterer den sig i form af nogle forbavsende påstande og fantasier om mænd, som indeholder et uudtømmeligt lager af ulogiske vurderinger og falske årsagsforklaringer.


Animus viser sig fx som unuancerede og firkantede meninger, som kvinden ukritisk har overtaget fra forskellige autoriteter (far, lærere, -ismer). Kvinden tror selv, at hun argumenterer fornuftigt, men når hun er under indflydelse af animus, er hun blot bedrevidende og rethaverisk.


Jung er blevet beskyldt for at hævde, at når en kvinde udtaler en mening, så er hun animusbesat. Han skulle således have ment, at en kvindes meninger altid er ubegrundede og firkantede.


Dette er en misforståelse; kvinder kan selvfølgelig have velargumenterede meninger. Animus-teorien tolker kun de unuancerede påstande, som er plagsomme for kvindens omgivelser – og lejlighedsvis for hende selv, for animus kan også komme med hårde og fordømmende meninger over for jeget (”Du er dum, grim og håbløs,” siger dens indre stemme eksempelvis).


Jung gjorde opmærksom på, at det er særligt pinagtigt, at anima og animus så at sige ikke kan holde hinanden ud; de aktiverer gensidigt hinanden, hvilket man tydeligt kan se i skænderier.


I den hidtidige omtale af anima og animus fremstår de to komplekser som rene forstyrrelsesfaktorer. Dette er heldigvis et alt for ensidigt billede af dem, men ensidigheden er relevant i første omgang, for så længe de befinder sig på et helt ubevidst plan, vil de skabe ravage.


Det er manglende bevidsthed om anima og animus’ eksistens og funktion, der betyder, at de bliver projiceret ud på personer af det modsatte køn, hvilket skaber de mange komplikationer. Som Jung formulerede det: Anima og animus er kilden til så megen kortvarig lykke og så megen langvarig lidelse i parforhold og venskaber.


Indsigten i, at den kortvarige lykke beror på projektioner af anima og animus, skal selvfølgelig ikke afholde én fra at blive forelsket. Ifølge Jung bør man nemlig reservere projektionsbegrebet til forhold, hvor projektionerne er blevet årsag til konflikter og derfor bør ophæves. Sådanne konflikter er nødvendige forudsætninger for personlig udvikling.


For at karakterisere de to modsatkønnede figurer anvendte Jung bl.a. begreberne ”eros” om animas indhold og ”logos” om animus’. Han sagde, at man i et moderne sprog kunne udtrykke begrebet eros med ’sjælelig relation’ og logos med ’saglig interesse’.


Jung mente, at kvindens bevidste psykologi bygger på eros-princippet, mens manden altid er blevet tiltænkt logos som det øverste princip.


Hvor det (stadig) forholder sig sådan hos konkrete individer på grund af den kulturelle normering, sker der i høj grad en fortrængning af mandens eros til anima-komplekset og kvindens logos til animus-komplekset.


Det kvindelige eros-domæne, som altså kan ligge helt brak i en mand, er i Jungs menneskesyn et sjæleligt mellemrige, der strækker sig fra sanse- og affektverdenen til det åndelige, og som indeholder noget af begge.


I sin tid mente Jung, at de fleste mænd var erotisk blinde, fordi de forvekslede eros med seksualitet, og fordi de lagde alt for stor vægt på den rent kropslige seksualitet. Derimod var det som regel den erotiske relation, der var virkeligt afgørende for kvinder.


Jung påpegede, at der åbner sig store udviklingsmuligheder, når manden tør vove sig ind på det sjælelige og erotiske felt og på denne måde komme kvinden i møde.


Kvinder var som følge af de historiske omstændigheder (især 1. verdenskrig) blevet tvunget ind på mændenes livsområder, så de ikke blev hængende i en antikveret kvindelighed. På samme måde ville manden ifølge Jung blive tvunget til at udvikle et stykke kvindelighed.


Continue reading this ebook at Smashwords.
Download this book for your ebook reader.
(Pages 1-42 show above.)